Krænkelsens pædagogik

Sprog skaber virkelighed. Derfor er afgørende, at vi bruger sprog – og denne sammenhæng især fagsprog – på en så klar og præcis måde, at vi med sproget skaber en virkelighed, som faktisk giver pædagogisk mening. Med andre ord bør vi være klar over, hvad vi egentlig mener med det, vi siger.

Lad os bare kalde det et ideal, for indrømmet: Det er lettere sagt end gjort! Grundene er mange, men slutresultatet er det samme, nemlig at man bliver indforstået med sig selv og hinanden, så engang skarpe begreber slides, mister betydning og ender som floskler.

Eksempelvis kom begrebet anerkendelse for alvor ind i det pædagogiske sprog i starten af 1990’erne og det blev hurtigt et af de allermest centrale begreber i forhold til at italesætte, hvad der giver kvalitet i pædagogisk arbejde. Begrebet har sit ophav hos Hegel og via Shibbye og Bae fandt det vej til pædagogikken og det med sin oprindelige betydning intakt: Det, at være anerkendende, er at kunne sætte sig ind i et andet menneskes perspektiv og dermed evnen til at erkende at éns eget perspektiv kun er ét blandt mange mulige perspektiver med lige gyldighed – eller som Hegel selv så smukt formulerer det, er det, at være anerkendende at ”være ved sig selv i den anden”.

Begrebets succes var for mig at se ikke tilfældig, for anerkendelse var – og er – et suverænt stærkt begreb til at beskrive et ideal for, hvordan mennesket bør forholde sig til sig selv og andre. Anerkendelse udtrykker med andre ord en vision, en utopi, ja, en faktisk dannelsestanke, idet anerkendelse er både mål, middel og proces.

Begrebet blev imidlertid hurtigt slidt og tømt for mening, det drukkede måske i sin egen succes. Allerede midt i 1990’erne blev det at være anerkendende i en fortvivlende stor del af litteraturen simpelthen et synonym for at være flink – og følgeslutningen var derfor nemt: Jeg ser mig selv som flink, så ergo laver jeg anerkendende pædagogik! Begrebet stod dermed i risiko for at ende som en floskel med indbygget magi – blot man indforstået sagde ”anerkendelse” var alting jo ligesom forklaret!

Som begreb har anerkendelse imidlertid til så stort et forklaringspotentiale, at det bare ikke må ske og kuren er enkel: Igen og igen at gå til kilden for at få slebet begrebet skarpt – igen og igen insistere på, at vi skal være klar over, hvad vi egentlig mener, når vi taler om anerkendelse.

Anerkendelse henter mening fra sin modsætning – underkendelse eller krænkelse – men bemærk, at man reelt kun kan være for: Der er næppe nogen, der vil sige, at de bedriver underkendende pædagogik! Det er der imidlertid en sproglig fare i, for hvis vi kun taler om anderkendelse uden også at tale om underkendelse eller krænkelse, mister begrebet betydning: Det bliver ikke alene uklart, hvordan det at være anerkendende adskiller sig fra at være underkendende eller krænkende, nej, man holder simpelthen op med at tale om begrebets negativ og identificerer sig pludselig blindt med det positive. Anerkendelse bliver da en indholdsløs ideologi, som man kun kan sige ja til, ubetinget og uden plads til kritik. Igen risikerer man altså en logik i stil med: Jeg vil det gode, anerkendelse er godt, så ergo laver jeg anerkendende pædagogik!

Fagsprog må og skal derfor insistere på at bruge begreber på en klar og præcis måde, som reelt giver mulighed for at diskutere de modsætningsforhold og dilemmaer, der er en selvfølgelig del af alt pædagogisk arbejde. Anerkendende pædagogik må og skal derfor kunne forholde sig til underkendelser eller krænkelser – for uanset hvor gode intentioner pædagoger har, så underkender eller krænker de selvfølgelig også deres brugere fra tid til anden.

At være anerkendende betyder, at man bestræber sig på altid at medtænke den andens perspektiv i sit eget perspektiv, men selvfølgelig forglemmer man sig – det kan ikke undgås og så længe det ikke er hverken tit eller med vilje, så gør det heller ikke noget: Anerkendelsen kan jo netop også bestå i, at man erkender, at man uforvarende kom til at underkende eller krænke brugeren og derfor selvfølgeligt undskylder og reparerer på den skade krænkelsen forvoldte. Anerkendelse indebærer slet og ret, at man tager hinanden alvorligt på godt og ondt.

For at undgå at anerkendelse ender som en indholdsløs ideologi, der dyrkes i tonedøve kor af ja-sigere, er det måske er det tid til at tage skridtet videre i retning af en krænkelsens pædagogik – simpelthen insistere på at modsætningen til anerkendelse faktisk giver pædagogisk mening. Selvfølgelig ikke sådan, at pædagoger nu skal til at krænke brugere i pædagogikkens navn, men sådan, at de krænkelser, som brugerne uundgåeligt og alligevel oplever, sættes i fokus som indhold man sammen undersøger i den pædagogiske proces.

Det er ikke en nem opgave. Ikke alene er det sin sag at have øje for hvornår og hvordan brugeres fysiske, sociale eller moralske integritet trues, det kræver også stor mod at sætte sig selv aktivt i spil i forhold til disse krænkelser. Derfor vil en krænkelsernes pædagogik i praksis måske mest være et kald, hvor man i lyset af de krænkelser, der springer én i øjnene, føler sig kaldet til at tage ansvar og involvere sig dér, hvor andre fristes til at kigge væk og lade tingene gå sin skæve gang – man gør det, fordi éns samvittighed forlanger, at man opsøger og konfronterer krænkelser i alle de former, de nu tager: konflikter, mobning, stigmatisering, umyndiggørelse, udelukkelse, omsorgssvigt, mishandling, overgreb, nedværdigelse, eksklusion, …

En sådan krænkelsens pædagogik vil være loyal overfor Honneths tilgang til anerkendelse, da han netop belyser behovet for anerkendelse negativt ved at vise os, hvor udsatte mennesker bliver, når de enten ikke anerkendes eller når de krænkes. Hvis vi vil tage den udsathed alvorligt, må og skal vi medtænke både anerkendelses- og krænkelses-former i vores pædagogik.

Sagen er nemlig, at for at vi kan forstå, hvor altafgørende vigtigt det er at anerkende og blive anerkendt, må vi i en pædagogisk ramme erfare, både – positivt anerkendende – hvad det gør ved både os selv og andre, når vi medtænker de andres perspektiv i vores eget perspektiv og – negativt underkendende – hvad det gør ved både os selv og andre, når og hvis vi ikke medtænker de andres perspektiv i vores eget perspektiv.

Lykkes det på denne måde at realisere, hvad der faktisk menes med anerkendelse, får pædagogikken retning mod at skabe en virkelighed med mere plads og hjerterum til os alle.