Stofferbold

Stofferbold er et boldspil, som kendes fra tegneserien Steen og Stoffer. Idéen er enkel: Hver gang Steen kommer i en ufordelagtig situation, ændres spilles regler på magisk vis, så situationen alligevel er fordelagtig for Steen.

Vi kender sandsynligvis alle konceptet, fordi vi har spillet én eller anden variant af stofferbold, da vi var børn, men lad os bare stramme skruen og indrømme, at vi som voksne også ofte ynder at spille stofferbold – om ikke andet med os selv.

Jeg finder for eksempel på, at jeg ikke længere må spise chips, fordi jeg gerne vil være sundere. Reglen er klar: Ingen chips! Men pludselig spiser jeg chips alligevel og efterrationaliserer, at så vigtig var min sundhed jo heller ikke – eller at så usund kan en enkelt chips jo ikke være. Nu er reglen pludselig lavet om til, at ingen chips betyder, at et par chips ikke skader: Bare man holder sig til nogle få, eller i det mindste bare en lille pose og kun en sjælden gang imellem – eller husker at chips indgår som en del af en god varieret kost – så må man gerne spise dem!

Gevinsten i denne variant af stofferbold er klar: Man får sit sprøde knas, sit fix. Målet helliger midlet, så pyt med at reglerne blev bøjet. Handler livet måske ikke om, at man får, hvad man ønsker sig? Nyd det!

Jo, men… – ønskede jeg ikke lige at blive sundere og holde op med at spise chips? Lavede jeg ikke lige en regel for at hjælpe mig selv? Og hvem snød jeg lige ved at lave den om? Gjorde reglen i virkeligheden anden forskel end at give mig dårlige samvittighed overfor mig selv, fordi jeg ikke overholdt min egen regel? Var den andet end en behændig måde at give mig selv lyst til at trøstespise lidt? Mon jeg har chips i skabet? Kom jeg ikke til at købe nogen forleden?

Handlingen kan sikkert gøres lang, indviklet og spændende, men vi véd på forhånd hvordan detektivromanen ender og hvem, der er den skyldige. Chipsene fandt ikke selv ind i min mund, posen åbnede ikke sig selv, de stod ikke bare pludselig i mit skab og ingen tvang mig til at købe dem i butikken. Det er flaskehalsen-peger-på for én. Der er ingen udvej og kun én mulig slutning ved det endelige opgør i et spil som stofferbold: Jeg råber sandheden ud til hele verden – jeg er den skyldige, jeg måtte bare have de chips og jeg nød hvert et knas!

Men ak: Uanset om man indrømmer sin skyld og undskylder, er der ingen tilgivelse fra den dårlige samvittigheds spøgelse: Kunne jeg virkelig ikke overholde den enkleste af alle regler? Kan jeg da virkelig ikke stole på mig selv?

Og nej, det kan jeg ikke – imidlertid  ikke fordi jeg igen-igen kom til at spise chips, men fordi jeg var smart nok til at designe et spil, der handlede om chips! Hvad får jeg nemlig mig selv til at tænke på, når jeg minder mig selv om reglen ingen chips? Chips! – og hvilken god idé! Det spil er et genialt dobbeltbluf, som lykkes hver gang, simpelthen!

Spillet er problemet, ikke at man ikke overholder reglerne. Regler og forbud kan ikke holde hverken dig eller mig fra chipsene, for den fanger os i et spil om netop chips: Ingen bliver en fiks lille trojansk hest, der sniger tanken om de forbudte chips ind bag vores forsvarslinjer til det sted i os, hvor de er intet mindre en uimodståelige. Måske var vi bedre stillet ved ikke at spille spil med os selv – slippe reglerne og falde tilbage til den årvågenhed, der var der før regler overhovedet opstod: Ingen regler, ingen forklaringer, ingen undskyldninger – bare nærvær!

Jeg undskylder naturligvis, hvis du – kære læser – nu har fået lyst til chips: Bare tænk på at ”chips” kun er en lyd i dine tanker og at den lyd ikke behøver at betyde noget som helst – og gør den det alligevel, så kan den nok let overdøves, for eksempel af et sprødt knas…