Pædagogikkens formel

Relationen mellem bruger og pædagog vil være i centrum i det daglige arbejde, men pædagogisk arbejde er mere end samvær. Pædagogisk arbejde er altid målsat arbejde og peger derfor altid ud over selve situationen. Relationen er således på én gang et mål i sig selv, men samtidig et middel til noget andet og mere. Med andre ord deltager pædagogen som kompetent pædagog i relationen med et særlig intention, hun vil og kan noget med den. Én måde at beskrive denne intention nærmere, er ved at se på mål og midler.

Spørger vi til det helt overordnede mål med pædagogisk arbejde, så er rammerne allerede sat af konventioner og lovgivning. Dermed er det ikke op til den enkelte pædagog alene at sætte retningen for det pædagogske arbejde og selv om pædagogen må være afklaret i forhold til sine egne værdier for at kunne være kompetent, så er pædagogen også samfundets repræsentant, der formidler samfundets værdier til brugeren. Når vi spørger til målet – hvad er det for nogle mennesker og hvad er det for et samfund, vi ønsker – så er svaret altså delvist givet på forhånd som en række ledemotiver: humanisme, menneskerettigheder, inklusion, medborgerskab, demokrati, deltagelse, …

Idéelt er disse ledemotiver direkte synlige i hverdagens mere konkrete mål. Som oftest vil de kun være der implicit – simpelthen fordi det er meget krævende at arbejde med mål på flere niveauer – men de bør om ikke andet være der som intention, som bagvedliggende værdi eller grundholdning. Når vi for eksempel planlægger en aktivitet i forhold til de pædagogiske læreplaner, kan vi nemt blive opslugt af den konkrete tilrettelæggelse, men intentionen om at opøve brugerens kompetencer bør forblive tydelig, så aktiviteten ikke bliver et mål i sig selv, men netop også giver brugeren mulighed for at øve sig i at vide, kunne, ville, gøre og være.

Ofte formuleres dette som et krav om at mål og middel skal være det samme. Pædagogik kan med andre ord sættes på formel:

Mål = Middel

Når dagtilbud for eksempel ”skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for demokrati” (Dagtilbudsloven §7.4) lærer de det bedst ved rent faktisk at få medbestemmelse, medansvar og mulighed for at deltage i demokratiske processer.

Målet er midlet – eller rettere: målet bliver midlet, fordi man i en pædagogisk proces lader som om, vi altid allerede er i mål og derfor skaber mulighed for at øve os over tid, indtil vi når i mål.

Formlen bruges altså lige så enkelt, som den står: Hvis målet er at kunne binde sløjfer, så er midlet at binde sløjfer – netop med mulighed for at øve sig!

Hvis vi har som ideal, at mål og middel skal være det samme, er der tre situationer, som vi bør forsøge at undgå:

  1. At mål og middel står i modsætning til hinanden. Hvis mål og midler står i modsætning til hinanden, forhindres man nemlig i at udvikle kompetencer. Man kan nok godt få at vide, hvad medbestemmelse er, men hvis det at være medbestemmende ikke bliver en kropslig erfaring, så udvikler man det ikke som en kompetence, man reelt kan bruge: Man får måske nok en idé om medbestemmelse, men det er ikke uden videre noget man kan, vil og gør.
  2. At vi har midler uden mål. Det kan være både sjovt og hyggeligt at gøre noget bare for at gøre noget, men hvis en aktivitet eller en relation ikke peger ud over sig selv, efterlader den nemt en tomhed bagefter. Hvis man for eksempel tror, at en aktivitet i sig selv er nok, kan man risikere at tage en bruger med på fisketur uden at brugeren kan se meningen i det – brugeren er måske nok aktiv, men mister reelt fornemmelsen af sig selv, hvis vi ikke også at hjælper brugeren til at forstå meningen og sætte sig selv i forhold til aktiviteten. Tilsvarende kan der for eksempel godt opbygges en god og tryg relation mellem en bruger og en pædagog, men hvis ikke relationen også peger ud over relationen i sig selv og opøver brugerens relationskompetencer generelt, så vil der blive et tomrum i brugerens liv, den dag pædagogen skifter arbejde eller af andre grund ikke længere står til rådighed for brugeren.
  3. At vi har mål uden midler. I praksis kan vi faktisk meget nemt have mål uden midler, simpelthen fordi andre sætter mål på vores vegne: konventioner, lovgivning, kommunale målsætninger og virksomhedsplaner ændrer sig hele tiden og det kræver derfor en vedvarende indsats at følge med. Mere jordnært kan man i en hverdag sagtens have en intention om at gøre en ekstra indsats i forhold til for eksempel sprogstimulering, men almindelig travlhed gør, at man glemmer at få gjort noget.

Det er en vigtig del af det pædagogiske arbejde at sikre, at målet og middel er det samme og det kræver en vedholdende faglig indsats at undgå de tre faldgrubber. Det er derfor nødvendigt, at pædagogen deltager i en fortsat faglig refleksion omkring sit arbejde. Refleksionen kan for eksempel sikres ved, at man laver systematiske didaktiske overvejelser omkring aktiviteter eller forløb eller ved at man dokumenter og evaluerer i forhold til om man nu også gør det, man tror man gør. Refleksionen kan også iscenesættes som kollegial sparring eller supervision, hvor man mere direkte bliver spejlet som fagperson.

For at tydeliggøre forskellen på politik og pædagogik kan pædagogikkens formel udvides til også at betone, at mål bliver lig med middel i proces:

Mål = Middel = Proces

Pædagogik er læren om det, der bør være og derfor altid et nu rettet mod en altid bedre fremtid. Pædagogik er proces, for man er altid på vej til at lære og blive mere, en man allerede kan og er. Pædagogik er proces med rum til at øve sig og fejle i en stemning af tålmodighed, tolerance og indlevelse. Politik, derimod, har ingen tålmodighed, for fokus er fokuseret på målet og selve målopnåelsen: Så snart et mål er sat, skal det være nået – ja, faktisk helst før! Pædagogikkens fokus på proces er derfor nødvendig som modgift til den mangel på tolerance og indlevelse, som fra tid til anden viser sig i politiske debatter.