Filmanalyse: Avatar

Avatar

Temaet i filmen Avatar er menneskets dobbelte natur.

Historiens hovedperson er jægersoldaten Jake Sully. Vi får at vide om ham, at han er tvilling og på den måde er han skabt ”dobbelt”, men tvillingebroderen ser vi aldrig. Plottet begynder med at må tage sine sin tvillingebroders plads, fordi denne er dræbt i et tilfældigt overfald, og på den måde understreges det, at dobbeltheden handler om hovedpersonen selv: Tvillingen er en metafor for en del af ham selv, som han ikke har identificeret sig og ikke en faktisk person.

Anledningen til at Jake skal overtage sin tvillingebroders plads, er at tvillingebroderen også havde en slags tvilling – en såkaldt avatar, der er en klon mellem tvillingebroderen og en menneskeligende art fra en anden planet, na’vi’erne. Jake kan overtage avataren, fordi han har samme DNA som tvillingebroderen – fordi de er den samme. Da han først ser avataren siger han, at ”den ligner ham”, mens de andre udpeger, at ”den ligner dig”.

Avataren styres gennem drømme: Når Jake lægger sig til at sove, vågner han i avatar-kroppen. Dobbeltheden præciseres dermed til at symbolisere menneskets liv i to virkeligheder – den vågne og drømmens. Den dobbelte virkelighed understreges yderligere af, at handlingen foregår på en måne, som kredser om en anden planet i et andet solsystem: Månen er i sig selv et klassisk symbol på det ubevidste, som metaforisk beskriver et andet plan, nemlig en anden virkelighed, hvor alt er i et med naturen, modsat jorden, som i filmens scenarie beskrives med et ”There’s no green there”.

Ordet avatar kommer fra sanskrit og bruges om en inkarnation af et højere væsen, en guddom. Direkte oversat betyder avatar ”nedstigning”, idet det højere væsen in-karnerer, stiger ned i kødet, ned i en krop. I filmens ramme er avataren et modbillede til Jake, som vi møder han i filmens begyndelse – en forkrøblet jægersoldat med lammede ben, der fordriver tiden med druk og tilfældige slagsmål som dem, der angiveligt slog broderen ihjel. Ikke overraskende savner han mening i tilværelsen: ”All I ever wanted was a single thing worth fighting for”. Man kunne sige at han symbolsk er en neurotiker uden jordforbindelse, han har ikke et ståsted hvorfra han kan ændre verden, han er fanget i samsara. Med avataren får Jake mulighed for at opdage hans dobbeltidentitet: Han får en krop, som han kan inkarnere sin ubevidste, numiøse del i – han får adgang til ”den naturlige tilstand”.

Mødet med det ubevidste formidles af en række kvindelige figurer, som vejleder ham på vejen – helt i tråd med jungiansk psykologi, som har kortlagt, at mødet med det ubevidste formidles af modsatkønnetheden.

Først forskeren Grace, der optræder som en brobygger mellem de to virkeligheder, men som ser intellektuel forståelse som en præmis. Hun udfordrer derfor Jake: ”So you just figured you’d come here, to the most hostile environment known to men, with no training of any kind, and see how it went? What was going through your head?“, men han har svar parat “Maybe I was sick of doctors telling me what I couldn’t do”.

Jake kaster sig da også straks ud i at prøve-løbe sin nye avatar-krop. De andre forskere advarer ham om at ”This is dangerous!”, men selv er han ikke i tvivl om, at ”This is great!” og da han efter en løbetur møder Grace i hendes avatar-krop, modtager hun ham da også med begejstring og kaster ham en velsmagende frugt. Hun giver ham med andre ord næring og dermed slås et modertema an. Efterhånden udvikler hun sig til en omsorgsfuld moderfigur, som minder Jake om også at pleje hans menneskekop. Modertemaet understreges senere af, at vi får at vide, at na’vi’erne kaldte hende “moder” og til sidst ved at hun forenes med almoderen, Eywa.

Dernæst Neytiri, som er den første na’vi’ Jake møder i den anden verden. Fra start er hun mest indstillet på at dræbe ham, men efter tegn fra Eywa overlader hun beslutningen til hendes mor, stammens shaman. Jake prøves og det afgørende punkt bliver, at han er ”tom”, en ”skxawng”, villig til at indrømme, at han er nybegynder og kun har sit mod at følge. Neytiris mor, shamanen, beslutter derfor: ”My daughter will teach you our ways. Learn well, ‘Jakesully’, and we will see if your insanity can be cured.” Fra shamanen får vi altså her en tolkning af, hvordan tingenes tilstand ser ud fra na’vi’ernes synspunkt: Jake er sindsyg og skal kureres. Kuren består i at lære at se, med den naturlige tilstands udsyn forståes. Jake viser sig da også som en ivrig elev, der straks opfordrer sin lærer ”Then teach me how to See”, men Neytiri konfronterer ham med det pædagogiske paradoks, at ”No one can teach you to See”, for udsynet er der altid allerede, så pædagogikken er at udfordre modet til den grænse, hvor man kun kan stole på sit instinkt: ”Learn fast or die”.

Hvad der sker i den ene virkelighed, har konsekvenser for den anden, så mens Jake lærer og forbereder sig til manddomsprøven, så tilspidser konfrontationen mellem de to verdener.

I forberedelserne skal han først lære at ride på hesten, som Jake aldrig bliver helt dus med: Jordforbindelsen er stadig en udfordring – måske fordi han er mere på eventyr end interesseret i en dagligdag.

Mandomsprøven, som også er initiationen i Omaticaya-stammen, består i at finde sig en ikran, en flyvende øgle. Her er der en klar indsats: Ikranen vælger sin herre ved forsøge at slå ham ihjel. Sådan må det være ved mandomsprøver – drengen må dø, førend manden viser sig. I filmen indvarsler initiationen da også et skift: “Everything is backwards now, like out there is the true world, and in here is the dream.

Jakes engagement i Omaticaya-folket tvinger ham til at vælge side, men han gør det for sent: Han udstødes af stammen, da han indrømmer sin rolle som budbringer for menneskene og der er ingen vej tilbage. Nu har han kun sig selv og valget er alene hans. Han har imidlertid fået udpeget et forbillede, som han kan følge i den situation: ”Toruk Macto was mighty. He brought the clans together in a time of great sorrow”. Det kræver, at han løfter sit mod endnu et niveau og finder større flyvende øgle, en Toruk – “sidste skygge” – at ride på, men til gengæld vil han kunne hæve sig over stammens fællesskab og samle folkslagene: Forenet med sin Toruk bliver han fartøj for fællesbevidstheden.

Dermed er der lagt op til det afsluttende slag, som finder sted ved det hellige træ, hvor Eywa kan kontaktes. Det er en heltefortælling, så Jake og na’viierne vinder selvfølgelig, og det er mere interessant at se på det hellige træ som bevidsthedsmetafor – eller mere præcist: som metafor for bevidsthedens kilde. Træet giver kontakt til det hinsides, idet man ved at forbinde sig med træet, kan få sine bønner hørt og også høre forfædrene. Grace bliver såret i kampen og via et ritual omkring træet forsøger de at flytte hendes sjæl over i hendes avatarkrop. Det lykkes ikke, hun opsluges af kilden, underforstået forskerens vidensbaserede tilgang er ikke nok til at forvandlingen kan ske. Det samme forsøger Jake i filmens slutning og miraklet sker: Han forlader sin menneskekrop, passerer gennem Eywa, bardoen om man vil, og inkarnerer i sin avatarkrop – han er blevet sit drømmeselv, den han drømte om at være.

Summa summarum: Hvis du kan drømme det, kan du blive det – bare du gør drømmen så virkelig, at du kan flytte ind i den …