Når giraffer mødes

For nylig døde den amerikanske psykolog Marshall Rosenberg. Rosenberg var ophavsmand til girafsprog – en enkel, men særdeles effektiv metode til konfliktløsning, som han udviklede blandt andet på baggrund i sine studier i fænomenet empati sammen med Carl Rogers.

Navnet girafsprog kommer ganske poetisk af, at giraffen er det landdyr, som har det største hjerte. I girafsprog skelner mellem to kommunikationsstrategier: Ulvens og giraffens. Ulvens basale strategi er at dømme andre: ”du er sådan og sådan”. Ulven tænker bureaukratisk, skyder ansvaret fra sig og styrer andre gennem ”ret” og ”fortjeneste”. Ulven afslører aldrig sig selv, sine behov eller følelser. Som modsætning til ulven har vi giraffen. Giraffens basale strategi er ”hvordan har du det? hvordan har jeg det?”. Når giraffen spørger ulven, hvordan den har det, ved ulven ikke, hvad den skal svare – eller i hvert fald ikke, hvis giraffen insisterer og ikke lader sig spise af med floskler – for ulven vil ikke ”afsløre” sig, gøre sig selv sårbar. Ulvesproget handler netop om at gemme sig, under­trykke egne eller andres behov, om magt og underkastelse. Dette er naturligvis synd for ulven og heldigvis kan den jo så lære at tale giraf!

Girafsproget er bygget op om en læst: ”Når jeg ser (observation) så føler jeg (emotion) fordi jeg har behov for (behov). Derfor vil jeg gerne at du (positivt handlefor­slag)”. Et eksempel: ”Når jeg ser dig gå ind i stuen med sko på, bliver jeg sur, fordi jeg har behov for, at der er rent. Så derfor vil jeg gerne have, at du tager dem af.” Til en sådan sætning knytter der sig forskellige betingelser. For det første skal observa­tionen beskrives uden evaluering, uden vurdering af, om den andens handling er god, ond, rigtig etc. For det andet må emotionen fremstå klart. Dette kræver et emotionelt ordforråd, som mange ifølge Rosenberg ganske enkelt mangler. For det tredje gælder det for behov, at det, den anden gør, ikke er det, som giver mig følelsen. Derfor ”jeg føler … fordi JEG …”. Bruger man formen ”jeg føler … fordi DU …” parkerer man ansvaret for sin følelse hos den anden og inducerer dermed skyld. Det er med andre ord éns eget ansvar, hvordan man reagerer på andres opførsel! For det fjerde skal handleforsla­get være konkret og muligt at udføre og positivt i den forstand, at det ikke må være et forbud.

Når nu ulven hører en girafsætning, hører den sikkert en ulv – den er jo ikke vant til andet! Og derfor svarer den sandsynligvis i ulvesprog. Derfor er det ikke nok at lære at tale girafsprog, man må også lære at lytte med giraf-ører. Basalt består det i at høre netop det – og kun det – som man udtrykker på giraf. Så uanset svaret, hør efter observationer, følelser, behov, forslag. Og kommer de ikke direkte, så spørg empatisk til dem: ”Føler du dig … fordi du har brug for …”. Denne måde at lytte på, må ifølge Rosenberg fortsætte indtil ulven føler sig hørt. Dette ses let, spændingen og forsvaret falder, frustrationen letter med et suk. Først når det er sket, er ulven parat til at forstå andre.

Rosenberg var en levende underviser. Hvis man havde held til at opleve Rosenberg live, så ville man se ham bruge både hånddukker og ulve- og giraf-ører, som han tog af og på undervejs for at illustrere. Han havde typisk en lille guitar med sig og sang hjemmelavede sange som overgang fra et stofområde til et andet. Han eksemplificere girafsprog ivrigt og overbevisende med masser af dagligdags-situationer: ægtepars pengeproblemer gennem 20 år blev løst på 5 minutter, husmoderen blev fri for altid at skulle lave mad etc. Tilsvarende sørgede han også for at publikum selv øvede sig undervejs – og selv enkle øvelser lavet inde i én selv var umiddelbart nok til at overbevise de fleste.

Rosenbergs tilgang møder ofte kritik: Girafsproget er for naivt, blødsødent, forståsygt og så videre. Rosenberg hilste kritikken velkommen med girafører – for nej, det er det ikke. Pointen er netop, at éns egne behov altid tages i ed først. Det handler således ikke om bare at give efter, men om aktivt at hjælpe begge parter til at tage både sig selv og hinanden alvorligt. Når eksempelvis han kommer træt hjem fra arbejde og vil lægge sig på sofaen og konen siger ”du lovede at tage med ud og handle” – kan han svare ”i orden, hvis bare jeg må være sur hele tiden”. På den måde skaber han plads til sig selv i det løfte, han tidligere har givet. Det giver klare linjer og begge kan de nok forholde sig mere humoristisk til situationen. Hvad så med vrede? Jo, andres vrede fortæller dig, at du ikke hørte dem med giraf-ører. Og din egen vrede fortæller dig, at du ikke hørte dig selv med giraf-ører! Vrede kommer med andre ord af oversete behov og kuren er derfor: Giraf!

Én af Rosenbergs grundteser var, at man ikke kan få andre til at føle eller gøre noget, som de dybest set ikke vil. Man kan have intentioner om at forlede andre, men det kræver altid, at de samar­bejder! Ansvaret er derfor hele tiden éns eget. Her kunne man indvende: Jamen, der er jo ting som skal gøres! Den kvikke læser vil nu vide, at kun ulve siger ”skal” og at en giraf altid vil mene, at hvis noget gøres med negativ energi, var det bedre, at det ikke blev gjort. Pointen: Hvis man blot har friheden til at vælge – og ikke skal – så falder det hele såmænd nok på plads.

Noget af det sværeste at sige oprigtigt er tak. Ulven roser og smigrer derfor mere end den takker. Giraffen, derimod, ud­trykker hvad X gjorde, som gjorde dens liv mere vidunderligt og viser dermed den personlige betydning, det prisværdige nu engang havde. Og det kan man langt nemmere forholde sig til som menneske end floskler og smigrer – for man får muligheden for at kende den anden og ens egen betydning for vedkommende.

Rosenberg fortjener tak: Han inspirerede og gav håb netop dér, hvor håb let forsvinder – i konflikter. Med sit girafssprog engagerede han sig ikke-voldeligt i konflikter verden over: Ingen konflikt var for lille og ingen for stor – uanset om det var en familie, der var raget uklar med hinanden, eller om der skulle medieres og skabes fred mellem stridende parter, så bød Rosenberg ind.

Til slut en anbefaling: Lær giraf! Lyt til dig selv og andre med giraf-ører, tal til dig selv og andre med girafsprog. Det er let. Det er befriende. Det er dejligt konkret. Det er helt op til én selv. Og det virker! Nogle gange endda for godt. Det er lidt sjovt at nå den grænse, hvor man bare ikke vil forstå den anden – det fjols – og kunne se det med frostklar selvironi. Så er det tid til at få hørt den store stygge indre ulv med sine indre girafører. For det er nu rart at være med, når giraffer mødes…

Secured By miniOrange