Når jeg fra tid til anden kredser om, hvad spiritualitet er for mig, vender jeg igen og igen tilbage til et knivskarpt skel, som Wittgenstein formulerede i Tractatus Logico-Philosophicus:
”Det mystiske er ikke, hvorledes verden er, men at den er.” (6.44)
Hvorledes verden er – det kan vi kortlægge med erfaring og videnskab. Der er selvfølgelig meget, vi endnu ikke véd eller endnu ikke ar erfaring med, som derfor er ukendt. Der er mere og andet, vi endnu ikke helt evner at forstå, som altså er uforståeligt. Men ukendt og uforståeligt er noget andet end mystisk.
At verden er – og at vi er i den og kan erfare den – dét er til gengæld et mysterium.
Det skønne ved Wittgensteins definition af det mystiske er, at den redder os udenom okkultismens uendelighed af besynderlige idéer om, hvorledes verden er: Den lader os fastslå, at sandt nok er noget uudsigeligt – at vores erfaring kan nå en grænse, hvor vi er uden ord – uden at vi dermed behøver at fortabe os i en eller anden mærkelig metafysik.
I vores tid beskæftiger vi os meget med hvorledes verden er. Det giver os forståelse for og magt over verden. Den forståelse og magt kan være berusende, fordi vi bliver i stand til fantastiske ting, men risikoen er selvfølgelig – for det har den altid været – at vi glemmer forundringen over det mystiske: at verden er.
Det interessante er imidlertid, at også ”de alternative” helt overvejende interesserer sig for, hvorledes verden er og blot tilbyder andre – ofte ret underlige og usammenhængende – forklaringer på, hvorledes verden er. De alternative er derfor ofte slet ikke så alternative endda, ofte snarere naive, når de ikke forsøger at kortlægge, hvorledes verden er, med tilstrækkelig omhu. Det virkelige alternativ ville være at pege mod erfaringen af det mystiske: at verden er.
[socialshare]