Når man mediterer – eller bare slapper af – er musik sommetider mere stille end stilhed.

Musik kan være et bekvemt støjslør, der kamuflerer støj fra omgivelserne, så man kan sidde uforstyrret i en boble af behagelige toner. Musik kan behændigt aflede én fra tanker og bekymringer på behagelig måde. Og musik kan være selve meditationens objekt – hvis man bare igen og igen vender tilbage til at sanse musikken på en åben og levende måde.

Der findes masser af meditationsmusik – fra passioner til ragaer – men i moderne tid er meditationsmusik som oftest synonymt med newage – og det er egentlig synd, for der findes så meget andet godt derude. Forstå mig ret – jeg har intet imod newage-musik og lytter gerne til newage-klassikere som Deuter, Kitarō, Pushkar, Karunesh, Anugama, Frank Lorenzen, Klaus Schønning, you name them – det er ikke det. Der er bare mere og andet at finde, større musikalske vidder at udforske – som rækker langt ud over synth, harper og syngeskåle, og som kan vække en dybere genklang i sjæl og følelser.

Derfor kommer hér en håndfuld forslag til musik, der på forskellig vis konkurrerer med stilheden selv.

Arvo Pärt: Für Alina
Arvo Pärt er verdens mest fremførte nulevende klassiske komponist. Albummet Für Alina rummer hans første værker i den originale tintinnabuli-stil, der – inspireret af gregoriansk kor – bruger brudte klaverakkorder til at skabe “klokkeklang” i harmoniske, rytmiske gentagelser. Musikken er minimalistisk, smuk og fantastisk beroligende. Den gør intet væsen af sig, men favner alligevel alt: Sindet gearer helt derned, hvor dagens bekymringer opløses af en sommerfugle-let indre lyksalighed.

Max Richter: Sleep / from Sleep
Max Richter har med Sleep forsøgt musikalsk at gendigte søvnen med dens skiftende faser. Musikken er stille og beroligende, men med den omskiftelighed som kontrasten mellem den dybeste søvn til de livligste drømme kalder på. Værket er som alle vuggeviser et paradoks: Man må være vågen for at høre det – og hvordan går det lige, når man holder sig vågen, for at opleve søvnen? Musikken er imidlertid perfekt til den lette lur, hvor man svæver lidt ind og ud af søvnlignende tilstande, halvt lyttende, halvt tynget ind i søvnens indre dyb. Som indgang til værket anbefales from Sleep, en times velvalgte uddrag. Den fulde version varer 8½ time, altså hvad der svarer til en god nats søvn. [HD 24/96 | HD 24/96]

Valentina Lisitsa: plays Philip Glass
Valentina Lisitsa skabte sig en international karriere som pianist ved frit at dele sine indspilninger på YouTube, hvor hun aktuelt har haft mere end 100 millioner afspilninger. Her fortolker moderne klavermusik af den anerkendte amerikanske komponist Philip Glass.  Glass’ karakteristiske formsprog med repetitive strukturer, endeløse gentagelser med små forskydninger, gør musikken enkel og levende, hypnotisk og forfriskende – oplagt til stille og indadvendte stunder. [HD 24/96]

Anouar Brahem: The Astounding Eyes Of Rita
Anuar Brahem er en tunesisk komponist, som på en original måde bringer traditionel arabisk musik ind et enkelt og melodisk world-jazz-univers. Albummet The Astounding Eyes Of Rita er smukt, poetisk og stemningsfuldt forførende. Musikken er som en enkel, men legende og kaleidoskopisk arabesk: Instrumenterne spiller op imod hinanden på en måde, der på én gang er dragende, drømmende og dansende – der på én gang er afslappende og pirrende. [HD 24/44]

Jennifer Koh & Jaime Laredo: Two x Four
To violinister og fire komponister – i en sublim forening, hvor to solister og orkester veloplagt leger med og mod hinanden musikalsk. Albummet er havnet på denne liste takket være Glass’ Echorus, som er en uforlignelig bølgende drøm – et kor af ekkoer, der glinser som solen i mønstre af ringe i vand. Bachs dobbeltkoncert (BWV 1043) er ikke stille, men den er til gengæld liflig og sværmerisk meditation over blomstrende musikalsk glæde. Værkerne af Clyne og Ludwig taler mere henført til følelserne og er måske til de mere eftertænksomme stunder. [HD 24/88]

Øvelsen Det opmærksomme, flydende, rytmiske, dybe, hjertecentrerede åndedræt retter opmærksomheden mod åndedrættet på en måde, som skaber ro, klarhed og fokus. Bruger du øvelsen regelmæssigt, vil du over tid lettere og lettere kunne finde tilbage til denne tilstand ro, klarhed og fokus – også midt i den travle hverdag.

Prøv den guidede nærværsøvelse hér:

Øvelsen kan også downloades som mp3-fil til din smartphone eller musikafspiller.

Læs mere om presencing pædagogik i Pædagogisk Extrakt.

[socialshare]

Nu kan du blandt meget andet læse om mit udviklingsprojekt presencing pædagogik i Pædagogisk Extrakt –  med stor tak til alle Jer, der har bidraget til udviklingsprojektet med Jeres nærvær, deltagelse og interesse!

[socialshare]

Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt,
slår Menneskehjerte Menneske i Møde.

– Ordsprogenes Bog 27:19

”Det mystiske er ikke, hvorledes verden er, men at den er.” (6.44)

Hvorledes verden er – det kan vi kortlægge med erfaring og videnskab. Der er selvfølgelig meget, vi endnu ikke véd eller endnu ikke ar erfaring med, som derfor er ukendt. Der er mere og andet, vi endnu ikke helt evner at forstå, som altså er uforståeligt. Men ukendt og uforståeligt er noget andet end mystisk.

At verden er – og at vi er i den og kan erfare den – dét er til gengæld et mysterium.

Det skønne ved Wittgensteins definition af det mystiske er, at den redder os udenom okkultismens uendelighed af besynderlige idéer om, hvorledes verden er: Den lader os fastslå, at sandt nok er noget uudsigeligt – at vores erfaring kan nå en grænse, hvor vi er uden ord – uden at vi dermed behøver at fortabe os i en eller anden mærkelig metafysik.

I vores tid beskæftiger vi os meget med hvorledes verden er. Det giver os forståelse for og magt over verden. Den forståelse og magt kan være berusende, fordi vi bliver i stand til fantastiske ting, men risikoen er selvfølgelig – for det har den altid været – at vi glemmer forundringen over det mystiske: at verden er.

Det interessante er imidlertid, at også ”de alternative” helt overvejende interesserer sig for, hvorledes verden er og blot tilbyder andre – ofte ret underlige og usammenhængende – forklaringer på, hvorledes verden er. De alternative er derfor ofte slet ikke så alternative endda, ofte snarere naive, når de ikke forsøger at kortlægge, hvorledes verden er, med tilstrækkelig omhu. Det virkelige alternativ ville være at pege mod erfaringen af det mystiske: at verden er.

[socialshare]

Den vises begær er at være uden begær,
han sætter ingen pris på det, som er svært at få,
og lærer sig (at det er klogt) ikke at lære,
for ikke at få de samme fejl som andre.
Han fremelsker det spontane,
afstår fra at blande sig i noget.

 – Lao Tsu

Problemet er indlysende: Det, at tænke på, at jeg skal være tom for tanker, er i sig selv en tanke og for hver tanke, der dukker op, kommer der yderligere mindst to – nemlig et ”åh nej, nu tænkte jeg igen” efterfulgt af et ”nu skal jeg altså prøve at lade være med at tænke”.

Bare det at forsøge at gøre sig tom, giver tankemylder og så kan det være fristende at gå skridtet videre og tænke, at man nok ikke er så god til det dér meditation. Der kunne imidlertid også være en anden mulighed, nemlig at instruktionen er vildledende og kaster os ud i en umulig opgave, fordi vi misforstår, hvad indre tomhed vil sige. Man kan ikke tænke sig tanketom.

Derfor: Prøv engang overveje den mulighed, at dit sind altid og allerede er tomt, lige hér og nu – uanset hvor mange eller få tanker, der er i det.

Tanker kommer og går. Det vigtige er derfor ikke, om der er tanker eller ej, men hvordan man oplever eller ser på disse tanker. Anderledes udtrykt handler det ikke at tømme sindet på samme måde, som man kan tømme en flaske, men om at indse, at sindet altid og allerede er tomt: Tanker er kun ufuldstændige tilsynekomster, som opstår spontant for så at opløses helt af sig selv.

Imidlertid forveksler vi ofte tanken med den, der tænker: Vi tror så at sige, at vi ér tankerne, vi knytter os til tankerne og må pludselig kæmpe for at fastholde dem. Det er dén kamp, meditation handler om at slippe – ikke fordi det er forkert at tænke, men simpelthen fordi det er anstrengende og måske endda lidelsesfuldt at være identificeret med sine tanker. Meditationens virkelige udfordring er derfor, at turde slippe tanken i troen på, at man ikke samtidig slipper sig selv, men netop kommer tilbage til sig selv.

I al enkelhed kan du prøve at flytte dit fokus til det, der altid og allerede er dér, før, under og efter enhver tanke. Lykkes det, så opdager du bevidstheden baggrund og derfra kan du pludselig ”se” tankerne på den rette måde: at tanker er tomme uden en iboende egennatur, at tankers meningsindhold ikke er selvevident, at tanker ikke automatisk behøver at løbe af med dig – de blot er forbigående, begrænsede tilsynekomster.

Giv dig selv lov til bare at være den, du altid og allerede er – så viser din oprindelige natur sig spontant og fuldkomment, helt af sig selv.

[socialshare]

Drømmen er – ligesom et teaterstykke – en forestilling, som vi havner midt i og kan udforske. Det er nemlig værd at bemærke sig, at drømmenes virkelighed sædvanligvis forekommer os at være bastant og håndgribelig. Kun sjældent véd man, at man drømmer, mens man drømmer og ganske som i vågen tilstand kan man ikke værge sig mod de indtryk og oplevelser, som drømmen byder på.

Mere overordnet kan man sige, at drømmen fremkommer ved, at psyken fungerer i et realitets-vakuum. Dette giver psyken mulighed for at studere sig selv uafhængigt af den omgivende verden. I overensstemmelse med Jung kan man derfor kalde drømmen et psykisk selvportræt i symbolsk form.

At arbejde med sine drømme kan være en vej til at lære sig selv bedre at kende. Ved at gå i dialog med drømmens selvportrætter går man i dialog med sit ubevidste. Man tager éns dybere væsen alvorligt. På sigt vil det betyde, at bevidstheden lærer at arbejde bedre sammen med det ubevidste: Man bliver bedre til at skelne forestillinger fra realitet og man lærer at trække på sine indre ressourcer. At arbejde med drømme kan således være en vej til mere livglæde og mening.

[socialshare]

Gennem hele sit forfatterskab har Jes Bertelsen fastholdt en søgende tilgang og derfor er det vanskeligt at udpege en enkelt karakteristisk meditationsform, som entydigt kan forbindes med ham. Han har kaldt sig selv en religiøs fritænker og giver på forskellig vis udtryk for at han forsøger at formidle spiritualitet på en måde som det moderne menneske oprigtigt kan forbinde sig med. Tidligt i forfatterskabet var hans væsentligste inspirationskilder Carl Gustav Jung, Søren Kierkegaard, Rudolf Steiner og Bob Moore, senere hentede han ny inspiration i østkirkens kristne mystik og tibetansk buddhisme. Gennem de seneste år har han – med afsæt i Tulku Urgyen Rinpoches belæringer – arbejdet på at reformulere den tibetanske meditationsform dzogchen i en almen og ikke-dogmatisk form.

Vel vidende at man let ville kunne kategorisere anderledes kan en enkel måde dog at danne sig et overblik på være at skelne mellem tre brede kategorier af meditationsformer:

• dybdepsykologiske
• energetiske
• bevidsthedsudvidende

De dybdepsykologiske meditationer

Den væsentligste basis for denne kategori af øvelser er Jungs aktive imagination, hvor man aktivt bruger sin forestillingsevne til at bearbejde netop sine forestillinger.

Målet med denne type meditationsøvelser er at skabe interferens mellem jeget og det ubevidste: Jeget sætter sig i en tilstand, hvor det bevidst konfronterer sig med materiale fra det ubevidste – i form af drømme, arketyper eller symboler.

Som udgangspunkt er øvelserne generelle anvisninger i, hvordan man i en almindelig oplevelsesnær form kan bearbejde forskellige lag i personligheden – skyggen, modsatkønnetheden (anima/animus) og visdommen (Selvet). En meditativ vejleder vil imidlertid kunne lave individuelt tilpassede varianter, som passer til de psykologiske grundtemaer som aktuelt er i den medi­terendes liv.

Man kan blandt andet læse om de dybdepsykologiske meditationer i bøgerne Dybdepsykologi 1-4 og Drømme, chakrasymboler og meditation.

De energetiske meditationer

Jes Bertelsens hovedinspiration i forhold til denne kategori af øvelser er Bob Moores lære om menneskets energifelt, som beskrives som en aura med en række energicentre, såkaldte chakraer. Dette afsæt sammentænkes med blandt andet psykoanalytiske modeller, eksempelvis den freudianske stadietænkning.

Målet med denne type øvelser er dels at blive bevidst om det energetiske niveau – at kunne mærke og sanse energi – samt at opøve evnen til at opbygge og bruge psykisk energi på en balanceret og konstruktiv måde.

Øvelserne vil som udgangspunkt bestå i at etablere en balanceret kontakt til chakraernes energi, for at man gennem den kontakt kan bearbejde psykisk konfliktstof og derigennem komme til at hvile mere i sig selv – blive “centreret”.

Man kan blandt andet læse om de energetiske meditationer i bøgerne Energi og bevidsthed, Kvantespring og Indre tantra.

De bevidsthedsudvidende meditationer

Denne kategori af øvelser er de egentligt meditative øvelser, som sigter direkte mod bevidsthedsudvidelse. Basis for denne kategori øvelser er generelt de klassiske meditative træningssystemer – kristne, hinduistiske og buddhistiske – mens det i den sene forfatterskab mere specifikt bliver den tibetansk buddhistiske dzogchen-tradition, som er Jes Bertelsens hovedinspiration.

Målet med denne type øvelser er meditativ oplysning: At sindet befris ved spontant at erkende sin egen natur.

Man kan blandt andet læse om de bevidsthedsudvidende meditationer i bøgerne Bevidsthedens befrielse, Nuets himmel, Dzogchenpraksis og Bevidsthedens flydende lys.

[socialshare]

Grundopfattelsen i dzogchen er, at virkeligheden altid og allerede er komplet og fuldkommen: Der er ikke noget, som man skal give afkald på (som i sutra-belæringerne) eller som skal transformeres (som i tantra-belæringerne) – man skal blot nå til at erkende virkeligheden, som den er, nå til at erkende sindets natur. Med andre ord er man allerede oplyst. Kernepraksis er derfor ikke rettet mod at kultivere sindet og udvikle oplyste kvaliteter, men mod at genkende éns oplyste natur – rigpa.

Da man allerede er, altid har været og altid vil være oplyst, kan man – i sagens natur – genkende sin oplyste natur spontant, men det sker sjældent. Derfor står såkaldte ud­peg­elses­instruktioner centralt i undervisningen i dzogchen: For at den praktiserende lettere kan genkende sindets oplyste natur, udpeger meditationslæreren den for én under træningen. Denne vejledning ses som afgørende vigtig, for ved at søge tilflugt i belæringerne og hos en meditationslærer, kan man få udpeget sindets naturlige tilstand og derved få etableret et autentisk fundamentet for praksis.

Dzogchens kernepraksis er spontan selv-befrielse, hvor man tillader alle oplevelser som opstår at eksistere blot som de er, uden indblanding fra det begrebslige sind. Det vil sige, at man lader oplevelser opstå og opløse sig spontant – uden at invitere, uden at fastholde, uden at fremkalde og uden at afvise bestemte oplevelser. Når man på denne måde skaber rum, lys og vidde i sin bevidsthed, bliver der plads og gennemsigtighed til at det naturlige sinds oplyste kvaliteter spontant træder frem.

Som noget særligt for dzogchen, bringes praksis også ind i drømme og søvn for at sindets oplyste natur også genkendes dér.

Jeg har oversat bogen “Den tibetanske lære om drømme og søvn” som beskriver, hvordan man i dzogchen-praksis bringer meditation ind i drømme og søvn. Bogen er unik, fordi den på en usædvanligt ligefrem måde beskriver enkle øvelser til at bringe meditation ind i drømme og søvn. Den er derfor oplagt for enhver selvudvikler, som har lyst til at gå et trin dybere i arbejdet med drømme, meditation og bevidsthed. Læs mere om bogen hér.

[socialshare]