Når fortiden kommer i vejen

I psykoterapi er ret almindeligt at høre fra klienter, at de ikke gider at snakke om fortiden, om deres barndom. Angiveligt tænker mange af dem, der helt fravælger samtaleterapi, det samme.

Det kan jeg som ISTDP-terapeut godt forstå: Fortiden er ikke interessant i sig selv – livet leves nu og hér, med retning mod fremtiden.

Faktisk har jeg mødt en del klienter, der i tidligere terapiforløb har snakket meget om deres barndom og har analyseret den på kryds og tværs. Ofte har det hjulpet dem med at forstå deres udfordringer, men sjældent har det hjulpet dem til at møde udfordringerne på en ny måde – og det er trods alt det udbytte, så man håber på at få som klient.

Derfor starter vi i ISTDP med udfordringen: Hvad er egentlig din udfordring? Hvor – og med hvem – møder du udfordringen i din konkrete hverdag? Og hvordan viser udfordringen sig i terapien hér-og-nu som noget, der stiller sig i vejen for samtaleterapien?

Det kan for eksempel være, at man søger sparring, fordi man føler sig presset af sin chef, der stiller store krav i form af en urimelig arbejdsbyrde. Man kan mærke presset, og måske også impulsen til at sige fra, men det sker ligesom ikke – man ikke formår af en eller anden grund ikke at sige fra – og man får så nemt vendt kritikken imod sig selv i stedet.

Her er udfordringen er at få sagt fra overfor chefen, så arbejdsbyrden kan blive rimelig og fair. Den tager vi så fat i ved at se på en konkret situation, hvor du har forsøgt – hvad sker der, hvad gjorde du, hvad gjorde chefen? Det kan være, at chefen faktisk var flink nok og endda spurgte til, om du ville kunne løse opgaven, men at du alligevel fik sagt ja, selv om du mente nej. Så ser vi på, hvad der mon fik dig til at sige ja – til at overhøre dig selv – og tjekker også, om det sker i samtalen nu-og-hér.

Ved at møde udfordringen på den måde kommer du kropsligt til at mærke hvilke følelser, der bestemmer dine valg. Vores følelser er det kompas, vi dybest set styrer efter, og ved at holde fokus på udfordringen, bliver kompasset synligt.

Følelserne er også nøglen til vores erindringer. Derfor kan det at mærke følelserne mere klart åbne op for, at man pludselig oplever, at man er midt i en lignende situationer fra barndommen. Det kunne være, at man pludselig ser for sig, at de følelser, der var i spil overfor chefen, i virkeligheden var følelser, som man havde overfor sin far i en bestemt situation. Man får dermed øje på, at når opgøret med chefen var så svært, var det altså fordi man ubevidst forvekslede det med et opgør med sin far – at der var kommet mere og andet end en arbejdsopgave på spil.

Igennem samtaleterapien viser det sig altså spontant, hvordan fortiden kommer i vejen for nutiden: Som klient oplever man direkte og kropsligt dybere følelsesmæssige lag af udfordringen – som i eksemplet hér, at det ikke kun er chefen, man vil sige fra overfor, men også sin far. Man snakker ikke bare om det, nej, man mærker og erfarer det kropsligt og tydeligt.

Når man på den måde direkte har oplevet og mærket udfordringen på en dybere og mere nuanceret måde, så kan man pludselig skelne klart mellem chefen og sin far: Chefen kan derfor ikke længere ”låne” magt og betydning fra éns far – pludselig er chefen nemmere at møde i øjenhøjde – og man får sagt til og fra uden at tænke videre over det.

Anderledes udtrykt kan ISTDP hjælpe én til at blive mere fri til at leve et nærværende og tilfredsstillende liv nu-og-hér, hvor fortiden ikke står i vejen for, at man kan forholde sig åbent og ligefremt til sig selv og andre.