Modernitetens kald

Det moderne menneske er under pres, alvorligt pres, og i en tilstand af konstant ambivalens: hvad der det ene øjeblik fremstår som en mulighed, forvandler sig pludseligt til et krav, hvad der ved første øjekast er en spændende udfordring, ser ved det næste ud som en trussel, og hvad der virker som frigørende, er øjeblikket efter blevet til tvang. Nuancerne varierer, men set i helikopterperspektiv er der konsensus blandt den mangfoldighed af samtidsanalyser, som vi præsenteres for. Det bakkes op af hårde facts, for nok er danskerne angiveligt verdens lykkeligste folk*, men man vurderer samtidigt, at 860.000 har et større alkoholforbrug end anbefalet*, at 460.000 bruger lykkepiller*, at 430.000 har alvorlige stress-symptomer dagligt**, at cirka hver tredje unge føler sig angst, deprimeret, ulykkelig eller nedtrykt*, at 20-25% af unge har prøvet selvskadende adfærd* og at hver fjerde pige i 9. klasse er i fare for at få en spiseforstyrrelse*, ligesom man vurderer, at 14-25% af befolkningen føler sig ufrivilligt ensomme*. Remsen bliver desværre ved, så symptomerne er ikke til at overse: Det moderne menneske er under massivt pres og kæmper for at opretholde sig selv.

Samtidsanalyserne byder på langt flere hypoteser, end jeg her kan forfølge, så jeg vil nøjes med at sammenfatte kritiske analyser fremsat af Honneth*, Willig** og Jørgensen**: Et meget stort antal moderne mennesker, herunder også børn og unge, lider af såkaldte sociale patologier, fordi samfundsforholdene har gjort dem syge – et stort pres kombineret med mangelfuld anerkendelse har reelt reduceret deres mulighed for selvopretholdelse, relationsdannelse, deltagelse, opmærksomhed og selvrefleksion.

Problemet er erkendt og har været kendt længe, men selv om samfundet reagerer med både behandling og forebyggelse, synes problemet kun at vokse. Et bud på hvorfor er, at svarene søges individuelt, hvor de nok i virkeligheden burde være samfunds- eller kulturkritiske***. Når fokus alligevel lander på individet, er det måske fordi dem, der skal reagere, også selv er ramt i handlingslammende grad. For eksempel peges der ofte på vigtigheden af, at individet tidligt i livet lærer at hvile i sig selv, men det forstærker blot afmagten, fordi problemet forskydes bagud til en barndom, der nok lader sig romantisere, men som er umulig at omgøre. Tilsvarende fremfører selvudviklingsguruer, at man selv frit former sit liv, men dermed stiller de individets så ultimativt til ansvar for sig selv, at det presses ud i en næsten solipsistisk isolation fra den omgivende realitet. Det er derfor afgørende vigtigt at insistere på, problemerne er overindividuelle og har et omfang, der er større, end hvad et enkeltindivid kan overskue.

Pædagogikken tilbyder sig selv som et mere gedigent, oplagt, ansvarligt, samfundskritisk og kulturskabende svar** (se fx Refleksivitet og livsressourcer), men også den pædagogiske profession er tydeligt trængt. Willig** konkluderer på baggrund af interviews med et stort antal pædagoger, at den pædagogiske profession simpelthen er umyndiggjort og afvæbnet. Pædagogen og pædagogikken er blevet sat i konkurrencestatens tjeneste og reduceret til implementering af midler til at skabe effektiv læring. Det fortrænger den etos, der byder os at ingen kun kan være et middel uden også at være et mål i sig selv. Og tilmed i en sådan grad at pædagogen nu hverken kan have sig selv eller pædagogikken med på arbejde – og voila: Pædagogers beredskab til at være i nærværende kontakt med brugerne nedslides konsekvent*, så de en masse rammes af den sociale patologi udbrændthed.

Derfor skal vi en anden vej. Vi er nødt til at indse, at end ikke nok så mange kvalifikationer gør det ud for solidaritet og individuation. Vi må investere i hinanden som mennesker – ikke blot i de kvalifikationer der tilfældigvis kan bruges til at opnå kortsigtede gevinster: Hvis vi kun er de penge, vi kan tjene, så har vi ganske enkelt ikke råd til hinanden. Der er brug for, at vi sammen bryder tavsheden og italesætter de uafviselige problemer, som tydeligt trænger sig på. Vi skal sammen turde det svære og det dilemmafyldte. Vi skal turde os selv og hinanden nok til at ville fællesskabet. Kun sådan får pædagogikken atter den nerve, som den skal bruge for at genvinde sin autonomi og myndighed, som den skal bruge for at den kan bringe os derhen, hvor de helhedsorienterede og bæredygtige løsninger viser sig.