Dannelse, anerkendelse og inklusion

Begreber som inklusion og anerkendelse er blevet helt centrale i den pædagogiske diskussion, faktisk i en grad så stort set alle pædagogiske tilbud forholder sig aktivt til dem. Inklusion er et begreb, som vi har forpligtet os på via konventioner og lovgivning og på den måde et begreb professionen har fået udefra. Anerkendelse er modsat et begreb, som den pædagogiske verden af egen drift har taget til sig, sandsynligvis fordi anerkendelse er en stærk metafor i forhold til at forstå pædagogisk arbejde.

Begreberne har imidlertid en række fællestræk: I lighed med begrebet dannelse, der tidligere var det centrale begreb i forhold til at beskrive den pædagogiske opgave, er både anerkendelse og inklusion begreber, som foreskriver en overensstemmelse mellem mål og middel (jævnfør Pædagogikkens formel). Dermed egner de sig til at beskrive den pædagogiske proces som sådan og kan derfor også bruges til at beskrive pædagogens kernekompetence som sådan. Begreberne er desuden alle dialektiske (i hegelsk fortand) på den måde, at de er defineret ved modsætninger, der gensidigt forudsætter og definerer hinanden.

Dannelse kan med Klafki defineres ved, at subjektet åbner sig for verden, samtidig med at verden åbner sig for subjektet: Hvis jeg åbner mig for at lære et nyt sprog, åbner dette nye sprog også for, at jeg kan snakke med nye mennesker – min åbenhed modsvares af at verden åbner sig for mig. Dannelsen er imidlertid en proces, fordi jeg for at lære det nye sprog, må lade som om jeg allerede kan det, øve mig og blive mødt åbent af nogen, der mestrer det, som tolererer denne laden-som-om. For at en dannelsesproces kan lykkes, må pædagogen altså kunne møde brugere åbent og gøre brugere trygge nok til at åbne sig, så øvelse er mulig.

Anerkendelse betegner en aktiv handling, som positivt bekræfter en anden person som et selvstændigt oplevende subjekt. Dén, der anerkender, må imidlertid selv være et sådant subjekt, for at kunne gøre det. Anerkendelse forudsætter med andre ord anerkendelse: Anerkendelse er selve den sociale proces som vedligeholder vores oplevelse af at være os selv. Brugeren har således brug for pædagogens anerkendelse for at blive sikker nok i sin oplevelse af sig selv til at blive frigjort som selvstændigt subjekt, men kan kun få eller modtage denne anerkendelse i det omfang, brugeren er parat til at anerkende pædagogens subjekt – en parathed som så netop kommer af at pædagogen forud og uden betingelser møder brugeren anerkendende. Pædagogen må for sin del derfor hvile nok i sit eget subjekt til at kunne invitere og forstærke et gryende subjekt hos brugeren, så brugeren få mulighed for at øve, afprøve og udvikle sin subjektivitet med passende modspil. Pædagogen må også kunne afgrænse sig selv godt nok til at kunne se værdien i brugeres selvstændige stillingtagen som større og vigtigere end, hvilken stilling brugeren tager, så der etables en gensidig respekt, hvor man i ordets bogstavelige betydning er parat til at se hinanden på ny igen.

Inklusion kan kort defineres som det forhold, at alle uanset forudsætninger har ret til og mulighed for at deltage aktivt i fællesskaber for alle på lige vilkår. Begrebet inklusion beskriver således et pluralistisk ideal for forholdet mellem individ og fællesskab: Der skal være plads til og mulighed for forskellighed indenfor fællesskabet. Fokus i diskussionen om social inklusion har derfor i høj grad været, hvordan fællesskabet åbner sig for individet, altså interesseret sig mere for individet som deltager end individet som individ. Inklusion har endog været tolket som det modsatte af anerkendelse, men denne tolkning må bero på en forsimplet fortolkning af anerkendelsesbegrebet, for inklusionsbegrebets historiske baggrund er netop et ønske om at ville anerkende og imødekomme alles behov for at deltage i fællesskaber og samfund på lige vilkår. Et inkluderende fællesskab er derfor netop et fællesskab, hvor alle individer anerkender hinanden som ligeværdige deltagere. Inklusion betyder med andre ord ikke, at vi skal gøres éns eller være fælles bare for at være det – det betyder, at vi ved at være inkluderede og inkluderende sammen skaber plads til os selv og hinanden i al vores mangfoldighed: ved at give plads til hinanden skaber vi mere plads til os selv og omvendt. Som inkluderende pædagog må man derfor kunne tilvejebringe det magiske ekstra – gensidig anerkendelse og forpligtende samvær – der skaber ægte og bæredygtig inklusion i kraft af, at man reelt vil hinanden.

Begreberne dannelse, anerkendelse og inklusion læses ofte som visioner for det pædagogiske arbejde, og som sådanne vil de fleste spontant læse dem som beskrivelser af en harmonisk proces med en harmonisk tilstand som mål. I den pædagogiske litteratur forholder det sig imidlertid langt fra sådan: Visionen er ikke harmoni, men snarere bud på, hvordan vi håndterer modsætninger, konflikter og kampe på en hensigtsmæssig måde. Modsætninger, konflikter og kampe tolkes med andre ord som et grundvilkår eller grunddilemma, som alle altid må forholde sig til, fordi socialt samvær aldrig bare går op. Demokrati handler således ikke om at alle skal opnå enighed og leve i harmoni, men netop om at give alle individer mulighed for at deltage i et fællesskab, hvor de kan træde i karakter som selvstændige og unikke subjekter, der er forskellige fra alle andre: At vi tænker og mener noget forskelligt er nemlig en kollossal ressource, som skaber udvikling og dynamik, hvis vi gensidigt forpligter os på at håndtere den uenighed og mangfoldighed, der følger med, konstruktivt i fællesskabets interesse.